|
I det seneste år har Siemens investeret i vindmølleproduktion
i Brande. Det spanske Gamesa har lagt deres udviklingsafdeling
i Silkeborg. Den indiske producent Suzlon har lagt deres globale
salgskontor ved havnen i Aarhus. Ret skal være ret.
Vindmølleindustrien udflager også industri arbejdspladser
til lavtlønsområder, men der er en nettotilvækst
af nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor er det selvfølgelig vort håb, at regeringen
og energiminister Flemming Hansen vil arbejde for at udvikle
Danmark som "Wind Power Hub", dvs. som et globalt
kraftcentrum for investeringer i nye teknologier og virksomheder.
Det kræver rammebetingelser, der mindst er på
niveau med de lande og regioner, vi konkurrerer med. Vi ser
frem til, at regeringens energistrategi 2025 bliver fulgt
op af konkrete investeringer i 2006.
Investeringer der kan understøtte en mere langsigtet
energi- og erhvervspolitik fra regeringens side. Danmark har
nogle enestående muligheder for at gå foran med
nye miljø- og energiløsninger. Man må
inderligt håbe, at statsministeren også vil sætte
denne udfordring på dagsorden i det meget omtalte Globaliseringsråd.
For her er der vitterlig noget at gøre bedre for miljøet
og den danske beskæftigelse.
Der er simpelthen behov for nytænkning. Kyoto-protokollen
skal ikke ses som en straf, men som et potentiale for dansk
erhvervsliv. Når regeringen samtidig skal lede efter
60.000 nye danske job, vil det være oplagt at se på
den danske energibranche. Her har Danmark en styrkeposition,
og få kan matche den danske evne til at levere miljøvenlige
energiløsninger, både inden for kulkraft, naturgas,
kraftvarme og ikke mindst vedvarende energi. Der er denne
dagsorden, energisektoren på kryds og tværs har
fundet sammen om at løfte i "Energy Camp",
hvilket lover godt for fremtiden.
Med andre ord har vi brug for langt mere offensive offentlige
og private investeringer, hvis Danmark skal have en realistisk
chance for at skabe flere arbejdspladser og samtidig nå
målet om at reducere vores udledning af CO2 med 21 pct.
i 2008-12. Hvis vi i højere grad selv tager ansvar
for vores egen klimaindsats, og forstår at gøre
de rigtige investeringer nationalt, styrker vi vores teknologier
og øger chancen for at sælge dem på det
globale marked.
Danske politikere kan vise vejen og satse på energi
som et af fremtidens vækstområder. Det skaber
både flere arbejdspladser og et renere klima. Vindmølleindustrien
har ud af meget lidt skabt 20.000 danske arbejds-pladser og
en global energiteknologi med vækstrater, der overgår
Kinas. Skal vi udnytte det potentiale kræver det, at
vi selv herhjemme tør vise verden en mere offensiv
måde at løse klimaudfordringen på.
Mit ønske for 2006 er således, at energisektoren
bliver et satsnings-område for regeringen, hvor den
offentlige og private sektor i samspil får bedre mulighed
for at investere i ny teknologi, flere arbejdspladser og et
bedre miljø. Man har vel lov at håbe det bedste
her omkring nytår.
|