Se de øvrige "Månedens gæst"




Månedens gæst

Hver måned gæster en person denne spalte
med en artikel af interesse for energiverdenen.


En ægte win-win situation


Energi og miljø er for alvor på den samfunds-mæssige dagsorden, både i Danmark og internationalt. Det er i høj grad også temaer, som der er fokus på i Ingeniørforeningen; gennem hele 2006 har energi været et af de faglige omdrejningspunkter i foreningen med det formål at skabe en vision for Danmarks energifremtid. På mere end 40 seminarer og konferencer har ca. 1600 ingeniører og andre fagfolk taget livtag med de energimæssige problemstillinger.



Af Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, gæst i februar 2007  
Resultatet er samlet i rapporten "Ingeniørforeningens energiplan 2030". Derudover er der udarbejdet en baggrundsrapport med analyser og samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger af planen. Med andre ord er det et grundigt stykke arbejde, som fagfolkene her har præsteret.

Overordnet viser Energiplan 2030 at det både er miljømæssigt fornuftigt, teknisk muligt og økonomisk attraktivt at satse på øget dansk selvfor-syning med vedvarende energi. Udover at give et endog særdeles positivt samfundsøkonomisk og miljømæssigt incitament begrunder planen samtidig perspektivet i en fortsat stigende eksport af effektive og vedvarende danske energiteknologier.

En omlægning af energisystemet sker dog ikke af sig selv. Med Energiplan 2030 følger 11 centrale anbefalinger til dansk energipolitik, som vil være nødvendige at gennemføre, hvis visionerne skal realiseres. Rapportens vigtigste konklusion er nok, at der teknologisk og økonomisk ikke er noget til hinder for at skabe en udvikling hen imod et vedvarende energisystem. Men det kræver politisk vilje og et markant skifte i energipolitikken.

Regeringens længe ventede energiudspil, som kom i januar 2007, er et skridt i den rigtige retning. Det er positivt, at regeringen satser på vedvarende energikilder, og at der afsættes flere midler til forskning i energiteknologi. Men en ambition om, at det samlede energiforbrug frem til 2025 blot skal holdes i ro, er slet ikke ambitiøs nok.

Det er netop gennem energibesparelser og -effektiviseringer, man får mest miljø og forsyningssikkerhed for pengene. Ingeniørforeningens projekt har vist et potentiale for at reducere Danmarks samlede energibehov med op til 30 procent frem til 2030, hvis man tager fat på store områder som industri-, bolig- og transportsektoren.

Samtidig er der i forbindelse med planen gennemført en kvantificering af de danske erhvervspotentialer, og her vurderes det, at eksporten af dansk energiteknologi kan firedobles til over 160 mia. kr. i 2030.

Det er efter min mening en ægte win-win situation: At vi både kan opnå miljømæssige og økonomiske fordele gennem et skarpt fokus på energibesparelser - og samtidig får mulighed for at flerdoble eksporten af dansk energiteknologi.

Interesserede kan læse mere om Ingeniørforeningens energivisioner ved at klikke ind på www.ida.dk.