Varmepumpe klar til test i Hjallerup


nyhed
7. september 2018

Hos Hjallerup Fjernvarme står en ny direkte gasfyret absorptionsvarmepumpe klar til at blive testet i den kommende varmesæson. Varmepumpen, der er den første af sin art på et fjernvarmeværk, skal hjælpe med at øge udbyttet fra solvarmeanlægget og nedbringe transmissions- og distributionstabet.
 
Efter test og demonstration af varmepumpen vil økonomiske beregninger og indhøstede erfaringer give et billede af, hvordan teknologien bedst kan anvendes. Varmepumpeteknologien, som understøtter udnyttelse af vedvarende energi, skal indgå i fjernvarmeværkernes overvejelser om fremtidens produktionsenheder.
 
Projektet til demonstration af den direkte gasfyrede absorptionsvarmepumpe er igangsat af tre projektpartnere: Dansk Gasteknisk Center (projektleder), Aktive Energi Anlæg og Grøn Energi/Dansk Fjernvarme. Projektet støttes af EUDP.
 
Læs mere i artiklen ”Hjallerup Fjernvarme klar til test og drift af ny type varmepumpe”, Fjernvarmen, august 2018