Biogas til tung transport – fakta, fordele og gode eksempler


nyhed
27. oktober 2020

Dansk Gasteknisk Center relancerer hjemmesiden Gasbiler.info med fokus på, at biogas er et oplagt brændstof til tunge køretøjer som lastbiler, busser og varevogne. Læs om gode erfaringer fra offentlige og private virksomheder og om de miljømæssige fordele. Se, hvor nemt man tanker gas, find de danske gastankstationer og en oversigt over gaskøretøjer på markedet. 

Danmark er bagud med at indføre gasbiler i forhold til mange andre europæiske lande. Antallet af gaskøretøjer i Danmark ligger på ca. 700, samtidig med at der er 17 gastankstationer. Men mange virksomheder får øjnene op for fordelene ved at investere i gasdrevne køretøjer. Især til den tunge trafik er biogassen velegnet som et godt samfundsøkonomisk og mere miljøvenligt alternativ til diesel med lavere CO2-udslip, en mindre støjende motor og lige så hurtigt at tanke.

En af de regioner, der er godt i gang med at omstille transporten, er Nordjylland, hvor flere Nature Energy gastankstationer er på vej og 16 nye biogasbusser har kørt siden maj 2020. ”Vi er rigtig glade for at have styrket mulighederne for at tanke biogas i Nordjylland og dermed gøre det nemmere at få regionens køretøjer omstillet til CO2-neutral grøn gas. Langt størstedelen af de danske køretøjer kører stadig på fossile brændsler i dag, og sektoren rummer et stort omstillingspotentiale,” siger Ole Hvelplund, adm. direktør hos Nature Energy.

Gasbiler.info kan du læse om erfaringerne Nordjylland og andre gode eksempler på kommuner, regioner og private virksomheder, som har reduceret deres CO2-udslip ved at gå over til biogasdrevne køretøjer. Du kan også få et overblik over, hvilke gaskøretøjer der findes på det danske marked med tekniske oplysninger for hvert køretøj som motoreffekt, brændstoføkonomi og rækkevidde. 

Gastankstationerne i Danmark finder du på et kort med oplysninger om hver tankstation - beliggenhed, åbningstider, betalingsmåde og kontaktinformation. En engelsk og en tysk udgave af kortet over gastankstationerne hjælper udlændinge med at finde steder at tanke gas i Danmark. Desuden kan du på Gasbiler.info få svar på dine spørgsmål og eventuelle bekymringer ved at anskaffe et køretøj, der bruger gas som brændstof.

Gasbiler.info er udviklet af Dansk Gasteknisk Center, som er støttet af Evida, Energinet og HOFOR.

Foto: Nature Energy