Kursus i den nye gassikkerhedslov - Coronastyle


nyhed
18. maj 2020

Covid-19 forsinkede afholdelsen af et kursus om den nye gassikkerhedslov, men i starten af maj blev det afholdt med de nødvendige forholdsregler. De 7 kursister, der sad med god afstand til hinanden i undervisningslokalet, brugte dagen i Ballerup på at danne sig et overblik over, hvad den nye Gassikkerhedslov betyder, når man er autoriseret gasmester eller vvs'er, hvilket er vigtigt for at kunne udføre sit arbejde og vejlede kunder i overensstemmelse med loven og dens bekendtgørelser.

Det var Jytte Skytte fra Dansk Gasteknisk Center, der var underviser på  Danvak-kurset den 7. maj, og det er hun igen, når kurset bliver afholdt den 26. maj i Aarhus.
 

Siden gassikkerhedsreglerne trådte i kraft 21. april 2018, har der været en overgangsperiode, hvor gasreglementet fortsat kunne bruges, når der skulle arbejdes på gasinstallationer eller gasanlæg. Fra den 1. januar 2020 skal alle følge de bekendtgørelser, der knytter sig til gassikkerhedsloven, når der projekteres eller udføres arbejde på installationer eller anlæg.

 

Gassikkerhedsloven skal overholdes
Den nye lov er en moderniseret og forenklet udgave af den tidligere, som skal gøre det nemmere og mere fleksibelt at drive sikker vvs-virksomhed i Danmark. Man skal overholde gassikkerhedsloven, fordi den handler om at opretholde den nødvendige sikkerhed for gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel, så risikoen for forgiftning, eksplosion og brand er minimal.

Den  26. maj i Aarhus gennemgår Jytte Skytte gassikkerhedslovens fem bekendtgørelser med fokus på nyheder og ændringer i loven.