Gå til hovedindhold

    

Nyheder      Om DGC      Arkiv      English      Kontakt

Fire nye danske biogastankstationer

Indvielse af biogastankstation
Transportminister Benny Engelbrecht indvier biogastankstationen i Ishøj. Foto: Bioman
Danmark har nu 21 tankstationer, hvor der kan tankes bionaturgas.

Fire nye biogastankstationer er etableret i hhv. Ishøj, Køge, Odense og Horsens, så der nu findes i alt 21 tankstationer, hvor der kan tankes komprimeret bionaturgas. De nye anlæg, der danner en grøn transportkorridor gennem Danmark, skal servicere 60 biogaslastbiler, som kører på strækningen mellem København og Aarhus, og som fremover skal levere dagligvarer og gods på brændstof produceret af bioaffald og husdyrgødning. 

Et interaktivt kort på Gasbiler.info, udviklet og drevet af DGC, viser placering, åbningstider og yderligere oplysninger for hver biogastankstation.

Kort over tankstationer
Kortet på Gasbiler.info viser de 21 biogastankstationer i Danmark.

Biogastankstationerne er et led i et stort projekt, der skal reducere erhvervstransportens klimaaftryk. Transportminister Benny Engelbrecht indviede 27. august biogastankanlægget i Ishøj og sagde bl.a.  i den forbindelse: ”Vejtransporten udleder en stor del af Danmarks CO2, så her er store gevinster af hente, når vi skifter fossile brændstoffer ud med grønne alternativer. Det er forhåbningen, at biogasteknologien kan spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling af erhvervstransporten og dermed mindske transportbranchens klimaaftryk”.

Ni af landets største transport- og logistikvirksomheder er i fuld gang med at tage den grønne transportkorridor i brug, og virksomhederne har i første omgang investeret i de 60 lastbiler. Biogassen produceres på tre danske biogasanlæg og transporteres gennem gasnettet. Den danske virksomhed Bioman leverer biogassen og leder projektet med etableringen af biogastankstationerne.

Se placeringen af de fire anlæg på Gasbiler.info