Gå til hovedindhold

    

Nyheder      Om DGC      Arkiv      English      Kontakt

Målemetode har fået kvalitetsstempel

Akkrediteret måling af metanudslip
DGC's målebil på arbejde i Spanien. Foto: Enagas
DGC kan nu tilbyde akkrediteret måling af metanudslip.

En af DGC’s metoder til at måle størrelsen af metanemission fra fx biogasanlæg er blevet akkrediteret af DANAK. Akkrediteringen er et anerkendt kvalitetsstempel, både i Danmark og internationalt, og betyder, at vores målemetode er underlagt høje kvalitetskrav, som sikrer kunderne en korrekt måling.

I DGC har vi i en årrække udviklet og benyttet flere typer målemetoder til både lægkagesøgning og kvantificering af metanudslip fra biogasanlæg og ledningssystemer. Den akkrediterede målemetode er baseret på sporgasmåling og bruges til at fastlægge emissionen af metan fra hele anlægget eller området. Udstyret er installeret i en målebil, som kan måle metan på den strækning, bilen kører. 

Metoden har bl.a. været afprøvet i et europæisk projekt, der skal finde frem til de målemetoder, som er bedst, billigst og mest nøjagtige i forhold til at måle metanemissioner fra gasinfrastrukturen. Her klarede DGC’s målemetode sig rigtig fint.