Gå til hovedindhold

    

Nyheder      Om DGC      Arkiv      English      Kontakt

Grøn og effektiv opvarmning af fx kommunale bygninger 

Nørrelundparken i Ribe
Nørrelundparken i Ribe, som har opnået en markant energibesparelse med hybridvarme.
Hybridvarme.nu er opdateret – retter sig nu mere mod større bygninger.

For større bygninger som fx skoler og boligbebyggelser er der brug for et mere klimavenligt alternativ til alene at opvarme med gas. En kombination af varmepumpe og gasfyr som backup (hybridvarme) er en oplagt mulighed, der både er grøn og energibesparende. Få mere viden om løsninger og økonomi på Hybridvarme.nu, som netop er ude i en forbedret version.

Information om gasfyr i samspil med varmepumpe

Hybridvarme.nu formidler information om hybridvarme til energirådgivere, installatører og bygningsejere, som står for at skulle udskifte deres gasfyr eller ønsker at gøre deres nuværende energiløsning grønnere.

Hybridvarme er typisk en kombination af gasfyr og luft til vand-varmepumpe, der udnytter den grønne strøm fra vind og sol ca. 85 % af året suppleret med grøn biogas resten af tiden. En energiløsning, der rækker længere ud i fremtiden end opvarmning baseret alene på én energikilde. Bygningsejere kan desuden opnå lavere energiforbrug og i nogle tilfælde skære helt op til 50 % af deres energiregning.

På hjemmesiden kan interesserede få viden om fordelene ved hybridvarme, løsningsmuligheder og eksempler på bygninger rundt om i Danmark, hvor hybridvarme er etableret, bl.a. en skole og en stor boligbebyggelse. Hvad det koster at lægge om til hybridvarme, er også beskrevet med prisoverslag og henvisninger til beregningsprogrammer.

Energibranchen står bag

Energistyrelsen, energibranchen, producenter og erfarne installatører samarbejder om at udbrede kendskabet til hybridvarme, så flere har et godt og objektivt grundlag for at tage teknologien i betragtning, når de skal vælge varmeløsning til deres bygninger. Dansk Gasteknisk Center har udviklet Hybridvarme.nu i samarbejde med leverandører af hybridvarmeanlæg og gasselskaberne.

Læs mere på Hybridvarme.nu