SafePtX – Sensorer som sikkerhedskomponenter i PtX-industrien

Brint spiller en nøglerolle i produktionen af grønne brændstoffer ved brug af PtX-løsninger, og sikkerhed ved håndtering af brint er vigtig. DGC er en af partnerne i et EUDP-støttet projekt, SafePtX, der skal udvikle og demonstrere en ny sikkerhedskomponent.
Målet er at udvikle en ny type sensor, som skal detektere brintforekomster i iltafgangen fra elektrolyseanlæg. Sensoren skal være med til at sikre, at der ikke er risici for personer og materiel, og samtidig vil brugen af sensoren reducere omkostningerne for produktion af brint betydeligt.
”DGC’s rolle i SafePtX-projektet går ud på at afklare, hvilke direktiver, forordninger og standarder, der skal tages hensyn til i forhold til anvendelsen af den nye sensor, som jo blot bliver en af sikkerhedskomponenterne i elektrolyseanlægget”, fortæller Jytte Skytte, projektleder i DGC, i et interview med fagbladet Maskinmesteren.
SafePtX udføres i et samarbejde mellem Energy Cluster Denmark, SulfiLogger, Green Hydrogen Systems, Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og DGC.
Læs hele interviewet i Maskinmesteren, august 2022